Skriveværksted på Funder Skole i 2005
Gudernes vilje og Amuletten - to spændende historier om Tollundmanden - er nu udgivet i bogform.
Forfatteren Sally Altschuler har sammen med to skoleklasser fra Funder Skole skrevet et par meget spændende beretninger om, hvordan det kan være gået til, da Tollundmanden for 2.400 år siden blev hængt.
Bøgerne er nu udgivet og kan købes på Silkeborg Museum og hos Bog & Ide i Silkeborg. Du kan også læse dem her:
 Skriveværkstedet
Tollundmandens websted blev i januar 2005 udgangspunkt for et skriveværksted på Funder Skole i Silkeborg. Funder Skole ligger tæt på Tollundmandens findested.
På skolen stod forfatteren Sally Altschuler for en interaktiv skriveproces, hvor to skoleklasser ud fra websiderne om Tollundmanden og jernalderen skabte to fiktioner om Tollundmanden. Eleverne gav i skriveværkstedet deres bud på, hvordan det var at leve (og dø!) som Tollundmanden - hvem han var, hvorfor og hvordan han døde, og hvordan han og hans samtid havde levet.
Amtscentret for Undervisning i Århus Amt og Funder Skole var tovholdere for skriveværkstedet.
Der blev ikke produceret undervisningsmateriale til websiderne ud fra den pædagogiske betragtning, at eleverne ved selvoplevelse på websiderne skulle finde relevante oplysninger om Tollundmanden og hans samtid.
I forbindelse med skriveværkstedet udførtes der usabilitytest på portalen, og brugbarheden i forhold til elever og underviser blev vurderet gennem observering af klassen under skriveprocessen. Silkeborg Bibliotek stod for testen. Se resultatet af brugerobserveringen.
Tollundmanden genopstod – i skoleelevernes fantasi
Under skriveprocessen genopstod den 2.400 år gamle Tollundmand på en måde – nemlig i de to skoleklassers bevidsthed og fantasi.
De to 7. klasser deltog i 3 uger i skriveværkstedet, hvor forfatteren Sally Altschuler kom på besøg flere gange for at danne basis for en historie om Tollundmanden.
Begge klasser havde et spændende og inspirerende forløb, hvor der med sved og flid blev produceret to velskrevne romaner om Tollundmanden.
Romanerne kom til at hedde Amuletten og Gudernes vilje.
Tollundmanden højtideligholdt
Elever og lærere indledte projektet med en stemningfuld tur ud til Tollundmandens findested, der jo ikke ligger langt fra Funder Skole, ved Bjældskovdal mose omkring 10 kilometer fra Silkeborg centrum.
Her gik eleverne med levende lys en tidlig morgen ud for at højtideligt at mindes den gamle jernaldermand. Med en sang, specielt skrevet til lejligheden af lærer Marianne Kristensen og akkompagneret af stemningsfuld harmonikamusik, anbragte eleverne lysene ved findestedet, med ønsket om at kunne finde frem de begivenheder, der førte til Tollundmandens ofring og død.
Skriveværkstedet tog udgangspunkt i www.tollundmanden.dk. Her kunne eleverne hente inspiration og oplysninger om Tollundmanden og hans samtid til brug i skriveprocessen.
Ud over at komme på besøg, kommunikerede Sally Altschuler med eleverne over internettet, under skabelsen af historierne. I en lukket konference på internettet blev der sendt kapitler, rettelser, ideer og historier frem og tilbage, til de færdige tekster var klar.
De færdige historie vil ud over at kunne ses på dette websted blive udgivet i bogform.
Brugertest af hjemmesiden
Samtidig med skriveprocessen deltog medarbejdere fra biblioteket for at se hvordan eleverne brugte hjemmesiden. Tre personer skulle observere om webstedet er brugervenligt, og om eleverne kunne manøvrere rundt og finde inspiration og oplysninger. På denne måde fandt man informationer til at udforme webstedet bedst muligt.
Se beskrivelse af brugerundersøgelsen og resultaterne.
Historieskrivningen om Tollundmanden og brugertesten var et led i samarbejdet mellem Silkeborg Museum, Silkeborg Bibliotek og Amtscentret for Undervisning i Århus Amt. Projektet har tidligere resulteret i Tollundmandens officielle websted www.tollundmanden.dk
Fotos på denne side: Elin Jørgensen, Funder Skole
|
| Læs videre
|
Før skriveværkstedet
Forfatter Sally Altschulers oplæg til de to klasser
Bøn til Tollundmanden Sangen, der blev sunget for Tollundmanden
Brugerundersøgelse I forbindelse med skrive- værkstedet blev sitet testet...
Gudernes vilje Roman om Tollundmanden skrevet af 7. A fra Funder Skole, Silkeborg.
Amuletten Roman om Tollundmanden skrevet af 7. B fra Funder Skole, Silkeborg.
For skoler
Litteratur, der henvender sig til folkeskolen...
|
| |
| Ud på Internettet
|
Om Sally Altschuler
Sally Altschuler har fået flere priser for sine bøger. Mere på Litteratursiden.dk...
|
|