Romanen er skrevet i januar
2005 af 7.a, Funder skole i samarbejde med Sally Altschuler. Den er et led i
Neothemi projektet, et samarbejde om kulturarv mellem 10 europæiske lande.
Peter Birkemose
Camilla Christoffersen
Samuel Hanhart
Line Hejlesen
Kristina Hesel
Peter Hesel
Juliane Jensen
Malene Jensen
Mark Kvejborg Jensen
Anna Johansen
Eline Balsby
Camilla Larsen
Peter Madsen
Jens Juhl
Nielsen
Jan Olesen
Anne Simonsen
Peter Trillingsgaard
Elin Jørgensen og Christian Nørgaard,
Klasselærere
Mit navn er Alvin. Alvin, Holts lærling. Det var det, de
plejede at sige, alle de andre. Men Holt er her ikke mere.
- Han er
hos guderne i mosen, siger de, dem, som ofrede min mester, Holt.
Jeg savner
ham. Det var nu ikke fordi, vi snakkede så meget, men han var altid flink mod
mig. Nogle gange var det selvfølgelig hårdt, for der var mange ting, der skulle
gøres. Jeg skulle lave mad og passe bålet og selvfølgelig også hjælpe Holt med
arbejdet.
Nu er jeg
helt alene, for han er her jo ikke mere. Men hvad skal jeg så lave nu, hvor han
er død? Hvem skal være min mester nu? Eller er jeg udlært?
Der var en mærkelig stemning i byen den dag,
hvor Holt skulle ofres! Nogen var glade, og nogen var triste. Det var mest dem,
der kendte Holt godt, som var triste, de skulle miste en meget god ven. Og de,
der ikke kendte ham, var glade, for ofringen af Holt ville jo få byldepesten
til at stoppe.
Høvdingen
gik ind til Holt med en portion grød. Da han havde spist, skulle vi ud til
mosen. Først skulle vi samles ude under det store egetræ, hvor der blev blæst i
hornet. Nu
begyndte de kolde, hvide snefnug at dale.
Det var
koldt og blæsende, kulden skar gennem marv og ben. Det ruskede i træerne, men
bladene var for længst faldet af.
Jeg
prøvede at skjule tårerne i mine øjne, da høvdingen lagde rebet om Holts hals,
og han langsomt blev hejst op i træet.
I det
samme tog vinden i hans krop og drejede den, så hans ansigt vendte mod solen,
som var ved at gå ned. Det var nok guderne, der tog ham med. Så hang han
deroppe helt livløst. Det var helt forfærdeligt at se ham hænge. Jeg kan stadig
se det for mig.
Da der
var gået noget tid, skar de ham ned. Det var mærkeligt, for selv om han var
død, smilede han.
Nu er det
et måneskift siden. Det er også et måneskift siden, at Østen døde, og ingen er
døde siden da. Ligesom alle de andre, fik Østen store, gule bylder over det
hele. Så blev de
sorte, og så gik der hul på dem. Det gule pus flød fra dem som galde fra et
slagtet svin.
Sådan gik det alle dem, der fik bylderne. De lå sammenkrøbne i
sengen med sort hud og sorte negle. De ventede bare på at dø. Da vi fandt ud
af, at de onde ånder i bylderne fløj gennem luften, når man nærmede sig de
syge, så var der selvfølgelig ingen, der ville gå ind med mad til dem mere. Det
var grusomt, at se folk ligge på deres sovebænke med bylder over alt og gult
pus på den sorte hud.
Det var især forfærdeligt, at se sine venner ligge der og bare
vente på at dø. Der var nogen i byen, der var gode til at helbrede folk, men de
kunne ikke gøre noget ved det denne gang. De havde prøvet med mange planter,
men der var ingenting, der virkede.
De
prøvede også at skære bylderne af, men det hjalp heller ikke. Det eneste, der
skete var, at de fik store åbne sår over hele kroppen.
De syge døde enten af sult eller af bylderne. Min søster Ella
døde også. Hun lå bare på sin sovebænk, og vi kunne ikke gå ind i huset, for så
ville de onde ånder angribe os. Hun havde ikke kræfter til at gå ud. Hun døde
for lidt over et måneskift siden. Jeg har stadig min far og min mor og mine
andre søskende tilbage.
Måske er det virkelig slut. Måske var vores ofre ikke forgæves,
men måske har vi stadig de onde ånder blandt os. Måske bryder bylderne ud igen
i morgen. Og hvad nytter det så? Så er vi alle sammen fortabte, eller måske er
der håb forude.
Jeg må hellere begynde med den dag, hvor mester Holt kom
tilbage. Det var en flot efterårsdag. Træerne begyndte at blive gule og brune
overalt. Det var smukt.
Folk sad
rundt i husene, børnene løb rundt og legede, drengene drillede tyren, og
pigerne spillede med terninger.
Smeden
arbejdede med markredskaber og ting og sager til kvindernes husarbejde. Mændene
var godt i gang med høsten, mens dyrene gik ude på overdrevet og græssede.
Høvdingedatteren
Pil hjalp nogle af de små piger med at sætte deres hår op i en pisk, præcis som
hendes eget sad. De elskede at ligne Pil. Smeden elskede hende vist bare. Om
hun elskede ham, det ved jeg ikke, men de skulle giftes til næste forår.
Det var en
helt almindelig dag, indtil jeg så en mand komme gående syd for byens hegn. Jeg
var højt til vejrs i et æbletræ, så jeg var den første, der fik øje på manden,
en mand, som jeg havde glædet mig meget til at gense.
- Mester,
mester, råbte jeg så højt jeg kunne, mens jeg vinkede, så jeg var ved at dratte
ned. Så råbte jeg igen, så højt jeg kunne:
– Se alle
sammen, Holt er kommet tilbage.
Holt var
vores tømrer. Der fandtes ingen dygtigere, og han var min mester. I tre år
havde han været på rejse, og i den tid havde jeg boet i hans hus og taget mig
af alle hans ting.
De, som
kunne høre mig råbe, standsede straks med det, som de var i gang med og løb
Holt i møde. Det varede ikke længe, før han var midtpunkt i en stor flok. Nu
skulle vi høre historier sydfra.
- Goddag
alle sammen, sagde han og fremtvang et lille smil, men det slog mig, at han
egentlig så bedrøvet ud.
- Hvor
har du været, hvordan ser der ud, hvad har du oplevet? Vil du ikke fortælle os
noget?
Spørgsmålene
regnede ned over ham.
- Ikke
nu, venner. Jeg skal sove.
Han så
også meget træt ud, men jeg måtte altså vide mere om hans tur.
- Jo, kom
nu, fortæl bare noget, plagede jeg, selvom det måske ikke var godt, at en
lærling plagede sin mester. – Hvor har du været?
- Ja, ja
Alvin, godt så. Men det bliver ikke ret meget nu, for jeg trænger så
forfærdeligt til at sove.
Så
fortalte han om Germanien. Det var et smukt land, og deres håndværkere var
meget dygtige.
- De
laver meget flotte redskaber og våben, sagde han.
Han var
kommet gennem Galliens smukke landskaber og til sidst til romernes vældige
rige.
-
Romerne, sagde han og faldt lidt i staver. - Romerne er det mægtigste folk, jeg
nogensinde har mødt. Deres prægtige bygninger kan I slet ikke forestille jer …
Men nu må det være nok.
Den måde, Holt lige pludselig stoppede på,
var mærkelig. Han plejede altid at være så glad for at fortælle historier.
Jeg
fulgte Holt hjem til værkstedet og skyndte mig at gøre hans bænk klar. Han
lagde sig tungt ned, og et øjeblik efter sov han dybt. Jeg gik i gang med at
koge noget grød, så han kunne få noget, når han vågnede. Nogle af børnene stod
udenfor og stirrede nysgerrigt gennem døråbningen, men jeg jog dem bort.
Det lød
næsten, som om Holt klynkede i søvne. Jeg kunne ikke lide hans lyde. Jeg
skramlede med potterne og ildstedet, men det kunne ikke overdøve lydene fra
Holt. Han lå i sin seng og sagde en masse ting i vildelse. Han sparkede tæppet
af, og da jeg ville lægge det over ham igen, så jeg, at han var gennemblødt af
sved.
Jeg havde
jo set frem til, at han ville begynde at fortælle alt muligt spændende, men det
gjorde han ikke. Vi gik selvfølgelig op og ned af hinanden, når vi ordnede ting
og sager i værkstedet, men Holt var ikke, som jeg huskede ham. Jeg ved ikke, om
jeg var bange, eller jeg bare var utilpas ved at være sammen med ham, men
underlig det var han.
Folk
begyndte også at holde sig væk fra Holt. Mange havde besøgt ham for at høre
hele hans historie, men han havde bare bidt dem af, og jeg tror næsten, han var
ved at komme op at slås med smeden en af gangene. Stadig flere syntes, at han
var blevet mærkelig. Især smeden.
Han havde
selvfølgelig også mere grund end de andre til at være sur. Pil, som var blevet
lovet til ham, var efterhånden den eneste, der besøgte Holt. Jeg var der jo
også, men vi snakkede ikke meget sammen.
Så ramte
sygdommen os.
Det
første offer var en pige på min alder. Hun blev varm og svedte, og så kom
bylderne. Folk troede i starten, det var en straf fra guderne, men der var
ingen, som forestillede sig, hvor slemt det ville blive.
Østens lille
dreng var den næste. Da Holt hørte om endnu en syg, så ville han hen og se ham.
Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg gik med.
Drengen
lå på bænken gennemblødt af sved og fyldt med gule og sorte bylder. Fra nogle
af de sorte bylder flød der gul og blodig betændelse. Hans mor tørrede ham med
en våd klud og lagde brændenældeomslag på bylderne, men det så ikke ud til at
hjælpe.
Da jeg
vendte mig for at sige noget til Holt, var han pludselig væk, og da jeg gik tilbage
til værkstedet, sagde han, at han ikke ville snakke med nogen lige nu.
I løbet
af de næste par dage, var der flere, der blev ramt. Der var ingen, der vidste,
hvad det var.
Holt
holdt sig for sig selv, og han gik kun ud, hvis det var strengt nødvendigt. Jeg
sørgede for det meste, men også Pil kom med ting til ham. Jeg syntes
selvfølgelig, at det var underligt. Hun var jo lovet til smeden, men jeg holdt
min mund. Lærlinge skal holde mund.
Jeg holdt også mund med det, jeg så kort tid efter. En
morgen vågnede jeg og så, at Holts bænk var tom. Holt havde ikke tændt op, men
jeg kunne se, at han var i gang med at reparere en ard.
- Ræk mig
øksen, mumlede han.
Det
gjorde jeg.
Han
huggede lidt i skaftet, men så tabte han pludselig øksen på gulvet. Han
begyndte at hoste mærkeligt og holdt hånden foran munden. Han støttede sig til
arden, og selv i det det svage lys kunne jeg se, at han var bleg.
- Jeg
trænger til et hvil.
Han lagde
sig på bænken, og da jeg samlede øksen op, så jeg blod på skaftet. Jeg blev
bange, for jeg troede, at Holt havde fået den frygtelige sygdom.
-
Forsvind! fremstammede han.
Hans
stemme lød næsten som en anden. Jeg rettede mig ikke
efter ham. Det skulle jeg have gjort.
Han kiggede
underligt på mig. Så faldt han og lå sammenkrøbet på gulvet. Blodet steg ham
til hovedet, og hans blik var fjernt. Han begyndte at grynte og stønne som et
såret vildsvin. Hans øjne var røde og blodskudte. Tynde striber af blod løb ned
over hans kinder og ned på det hårde lergulv.
Jeg havde
aldrig set et menneske opføre sig sådan. Som et dyr.
Lidt
efter blev han mere rolig. Langsomt blev han sig selv igen, men jeg var stadig
bange.
Jeg tog
en fugtig klud og lagde den på hans pande. Han begyndte at mumle nogle ord, jeg
ikke kunne forstå, men et stykke tid efter sagde han noget, der gav mening.
- Guderne
har talt til mig, hviskede han. – De har vist mig, hvordan vi kan stoppe den
frygtelige sygdom.
-
Hvordan, spurgte jeg?
- Guderne vil have en figur. En smuk figur. Et menneske.
Da han havde sundet sig lidt, gik han i gang. Han var
meget omhyggelig med at vælge det rigtige stykke træ. Vi gik ud for at finde et
elletræ. Jeg kunne ikke se forskel på dem, men det kunne han åbenbart. Vi
fældede et, som var stort nok til at lave en figur i samme størrelse som et
menneske. Det var så tungt, at vi måtte bruge ruller for at få det ind i
værkstedet.
Da vi
havde fået det ind, stod Holt længe og stirrede på træet, inden han begyndte at
hugge og skære.
Jeg gik
ud for at hente brændenælder og svampe til suppe, men da jeg kom tilbage, var
Holt ikke alene. Han sad og snakkede med høvdingens datter, Pil. Det var let at
se, at de to kunne lide at være sammen.
Jeg vidste
jo, at hun var lovet til smeden Bjørn. De skulle giftes til foråret, havde jeg
hørt. Gad vide, hvad Bjørn ville sige til, at hun sad her alene med Holt. Jeg
vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men det afgjorde Holt.
- Kom ud
med dig! råbte han.
Jeg gik.
Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Holt var blevet så underlig. Jeg satte mig
udenfor, og kort efter dukkede smeden op.
- Er Pil
her?
Vreden
lyste ud af hans øjne.
Selvom
jeg vidste, at Pil var i værkstedet med Holt, sagde jeg, at jeg ikke havde set
hende i dag. Det havde jeg jo ikke behøvet, men det gjorde jeg altså.
Smeden så
ud som om, han ikke troede på mig. Han kløede sig i skægget, mens han mumlede
nogle ord, jeg ikke kunne forstå. Men det kunne ikke overdøve Pil og Holts
latter inde fra værkstedet. Han vendte sig om og kiggede på mig. Jeg hostede i
håb om, at han ville tro, det var mig, der lavede lydene. Han kiggede bare på
mig med et blik, som lovede, at han ikke var færdig med mig. Så vendte han om
og gik videre.
I den tid der kom, arbejdede Holt ikke på andet end
figuren. Alt andet fik lov til at ligge. Holt havde jo aldrig været særlig
snakkesalig, især ikke efter at han var vendt tilbage. Nu var lydene fra hans
jern mod træet det eneste, man hørte i værkstedet, udover regnens trommen på
taget. Det regnede hele tiden det efterår.
En frisk
duft af træ fyldte rummet. Jeg plejede at nyde den duft, men når Holt ikke var,
som han plejede, var det ikke det samme. Holt så ud, som om hans tanker var
langt væk. Hans øjne var tomme, de så ikke andet end figuren. Han skar bare i
træet, som om der ikke fandtes andet i verden end det.
Når folk
kom og ville snakke med ham, sad han bare og sagde ikke noget, og hvis de gik
forbi og sagde goddag, svarede han ikke. De begyndte at blive mistænksomme. Det
var der ikke noget mærkeligt i.
Hvad
laver han? Hvorfor er han så stille? Hvad er der sket?
Den
eneste, han talte med, var Pil, og hun var også bekymret over, at folk i byen
var begyndt at snakke. Der gik allerede rygter om, at Holt stod i ledtog med en
ondsindet gud, og at han måske også selv var en troldkarl. Og sygdommen … var
den ikke begyndt lige efter, han var kommet tilbage? Det var sikkert hans
skyld.
Jeg tror,
at Pil gik til sin far for at få ham til at beskytte Holt. Hun var jo sikker
på, at det han lavede, ville befri landsbyen for sygdommen. Folk holdt sig
stadigvæk på afstand af Holt, men efterhånden lod de ham være og snakkede ikke
så åbenlyst om ham.
Pil sad
tit og kiggede på, når vi arbejdede. Det brød smeden sig selvfølgelig slet ikke
om. Nogle gange kom hun, når hun troede, jeg sov, men en dag kunne jeg ikke
sove og lå vågen. Jeg hørte, at de talte sammen, og så blev der helt stille.
Ikke engang lyden af jern mod træ. I det svage skær fra gløderne kunne jeg
skimte dem. De holdt om hinanden.
Arbejdet
med figuren skred frem, samtidig med, at Holt blev mere og mere sær. Han blev
også hele tiden tyndere, men han spiste næsten heller ikke noget.
- Bryder
du dig ikke om den mad, jeg laver? spurgte jeg en dag, hvor han bare sad og
rodede i grøden uden at spise.
Han så op
fra skålen uden at svare, men i et kort øjeblik var det som om, at det var mig,
der var mester, og Holt var en ulydig lærling. Jeg kunne slet ikke lide det.
Figuren
tog form. Fødderne så så bløde og virkelige ud, at jeg fik lyst til at stryge
hånden hen over dem. Benene var smukke og glatte, og hænderne lignede rigtige
hænder. Det var som om, at Holt ganske langsomt flyttede sit eget liv over i
figuren. Den så jo ud, som om den kunne gå sin vej hvert øjeblik, det skulle
være.
Den blev
mere og mere levende. Imens døde stadig flere. Der var ikke én eneste familie,
der ikke var ramt.
- Nu er
Vermund også død, sagde jeg en dag, mens jeg hvæssede nogle jern på
slibestenen.
Holt
sukkede dybt og stirrede frem for sig. Han holdt op med at skære og satte sig
ved bålet. Så begyndte han pludselig at fortælle. Det var som om, at det ikke
var mig, han fortalte til, næsten som om han bare talte til sig selv. Jeg kunne
ikke lide det.
- På min rejse,
begyndte han uden at løfte blikket fra ilden, - så jeg så meget … så meget
forfærdeligt. I byerne lå folk mellem husene plaget af store, sorte bylder. Der
flød gult pus fra dem. De lå der bare. Både døde og levende. Ingen hjalp dem.
- Jamen …
Holt … vil det sige … har du så set dette her før? hviskede jeg forfærdet.
Holt
nikkede.
- De lå
ovenpå hinanden i store bunker. Bylder og betændelse, stank af elendighed og
død. Hundene åd dem.
Det var,
som om han spyttede ordene fra sig, og hvis han havde kigget på mig, så var jeg
løbet bort og havde gemt mig. Men han så stift ned i gløderne.
- Men …
men hvorfor har du ikke sagt det før, stammede jeg skrækslagent.
Han
svarede ikke. Jeg fortsatte med at hvæsse, men jeg rystede på hænderne.
- Ser du
… der er noget galt, sagde han pludselig.
- Hvad …
hvad mener du?
Min
stemme bævrede som mine hænder.
- Jeg ved
det ikke. Jeg kan bare fornemme det, svarede han. - Men lad mig nu være.
Han sagde
ikke mere, stirrede bare ind i bålet. Lidt efter rejste han sig og begyndte at
slibe sin figur.
Efterhånden var hele figuren
færdig. Det var kun selve ansigtet, der manglede, og det begyndte at tage form.
Nu kunne alle se, at det var en meget smuk kvinde. Øjnene var aftegnede og
smukke. Holt brugte meget tid på munden. Læberne blev runde og brede.
Alle i byen var forundrede over, at det var muligt at lave
noget så smukt. De betragtede figuren med stor ærefrygt, men samtidig voksede
mistænksomheden. Folk sneg sig hen til vores værksted for at se, hvordan
arbejdet skred frem. Når det en sjælden gang skete, at fremmede kom forbi, var
nogen endda begyndt at prale med, at vi havde så dygtig en tømrer i vores by.
Det var nu ikke altid, de fremmede nåede at se figuren, for når de opdagede, at
sygdommen var i byen, skyndte de sig videre.
Men Holt tog sig ikke af det. Han blev mere og mere
mærkelig. Nu sov han næsten ikke. Jeg prøvede at sove, men jeg vågnede hele
tiden, fordi Holt hamrede og bankede.
Børnene fik besked af deres forældre om at holde sig væk
fra værksstedet. Det gjorde de også, for de var bange for Holt. Der blev talt
mere og mere om trolddom.
- Den er ikke af træ, sagde nogen.
- Han er farlig! sagde andre.
Pil forsøgte at forsvare ham.
- Han er vores eneste håb, sagde hun. - Det kan godt være,
at han er en slags troldmand, men så er han en god troldmand, og han er den
eneste, der kan stoppe sygdommen.
Pils far, høvdingen, var i tvivl, men foreløbig tog han
Holts parti, og derved blev det.
I løbet af den næste tid døde både Bjarke og Ravn, to stærke
mænd fra Hartads hus. Smeden Bjørn var den som allermest talte imod Holt. Han
stod i sin smedje og var lige så rødglødende af raseri som sin esse.
- Jeg siger jer, sagde han til alle, der gad høre på ham.
– Sygdommen, det er hans værk. Han skal i mosen. Det er vores eneste håb.
Men vores høvding tøvede. Han ville først se, hvad Holts
offer kunne udrette.
Efteråret blev til vinter. En bidende kold morgen var jeg
ved at få gang i ildstedet, da Holt pludselig tog mig i armen.
- Kom, sagde han og trak mig hen til figuren. - Se på den
Alvin! Hvad synes du, den ligner?
Jeg gik derhen, døsig, frysende og træt. Jeg kiggede på
figuren.
Jeg var målløs. Nu var det tydeligt, hvorfor alle troede,
han var en troldmand. Selv jeg kom i tvivl. Det var noget af det smukkeste, jeg
nogensinde havde set.
- Svar mig dog knægt, hvad ligner den?
- Jamen, det er jo Pil! mumlede jeg.
- Ja Alvin, det er det, sagde Holt, og jeg syntes, at jeg
kunne høre en vis stolthed i hans stemme.
- Hvorfor … hvordan?
- Guderne, Alvin! Det var det, de sagde … Guderne i mosen
sagde, at jeg skulle give dem en smuk kvinde.
- Og så lavede du Pil.
- Der er jo ingen smukkere end hende, vel?
- Bjørn slår dig ihjel, mumlede jeg.
Holt brummede et eller andet uforståeligt til svar.
Kort efter dukkede Pil op. Da hun så figuren stivnede hun.
Hun stod med åben mund og bare stirrede.
- Kan du lide den? spurgte Holt.
- Ja, men …
- Men hvad?
Pil rystede på hovedet.
- Den er … fantastisk Holt. Helt fantastisk. Og … den skal
ofres til vintersolhverv. Der er kun fem dage til. Det var det, min far bad mig
sige til dig. Den skal være færdig til festen … men det er den jo allerede.
- Ja.
- Jeg vil give den min smukkeste kjole, sagde hun.
Holt nikkede, og fulgte hende med øjnene, da hun gik. På
en eller anden måde var det, som om hun selv skulle ofres.
Holt sagde, at jeg skulle samle alle hans jern og knive og
gå over til smeden med dem. Nu, hvor han var færdig, så skulle de slibes helt
op.
- Og nu vil jeg endelig hvile mig, sagde han og kastede et
stort tæppe over figuren.
Så gik han hen og lagde sig. Jeg samlede alle jernene og
knivene i en kurv, men også jeg var dødtræt, og desuden var jeg slet ikke stolt
ved at gå over til den vrede smed i et ærinde for Holt.
Holt sov allerede tungt og roligt. Sådan havde han ikke
sovet længe. Jeg tænkte, at det kunne vente til næste dag med de knive, og så
lagde jeg mig tæt ved ildstedet og faldt hurtigt i søvn.
Da morgensolen tittede frem gennem sprækkerne i huset, var
der kun få gløder tilbage i ildstedet. Jeg rejste mig hurtigt og smed et par
stykker tørv på. Jeg tog min kjortel og mine broger på, mens jeg gned søvnen ud
af øjnene. Jeg listede rundt i huset for ikke at vække Holt, som stadig sov.
Jeg tog en rest brød og skyndte mig af sted til smeden.
Jeg skulle jo aflevere Holts knive og jern til smeden, og
helst inden min mester vågnede. Der var faldet sne om natten, og det var en
klar og kold morgen. På vejen mødte jeg mændene fra Hartads hus, der skulle på
jagt. Jægerne var heldige, hvis de kom hjem med noget, for det var svært at
fange noget i denne mørke tid, hvor vildtet var trukket langt ind i skoven.
Desuden havde sygdommen jo taget Bjarke og Ravn, så det blev ikke let. Deres
eneste fordel var, at det var let at finde spor i den nyfaldne sne.
En tynd røg steg op fra smedens hus, men der var ikke tegn
på liv. Min første tanke var, at også han var blevet taget af sygdommen, men
jeg vidste jo godt, at det ikke gik så hurtigt.
- Hallo, er der nogen? råbte jeg.
Ingen svarede.
Jeg trådte forsigtigt ind i huset. Et lille øjeblik stod
jeg og overvejede, om jeg bare skulle lægge knivene og gå igen, men jeg måtte
nok hellere vente, til smeden kom tilbage.
Jeg kiggede mig lidt omkring. Der var ild i essen, så han
havde været i gang. Omkring essen lå der en masse små stykker forkullet træ, og
i brændekassen lå splintrede træstykker mellem tørvestykkerne.
- Hvad laver du her knægt?
Mit hjerte sprang et par slag over. Jeg vendte mig om. Bag
mig stod smeden. Han så ikke særlig glad ud.
- Hvad laver du her? Har den vanvittige tømrer skåret
tungen ud på dig?
- Jeg… øh.. Jeg skulle bare aflevere det her, fremstammede
jeg. – Det … de skal slibes.
Smeden så på mig, som om også jeg var vanvittig, men med
en irriteret bevægelse tog han kurven med jernene. Jeg skyndte mig væk, mens
han stod og stirrede ind i ilden.
- Tak! råbte jeg på vej ud af døren og skyndte lettet mig
tilbage til Holt.
- Jeg har afleveret knivene,
som du bad mig om, sagde jeg uden at få øjenkontakt med Holt, der sad på en
lille skammel ved ildstedet.
- Godt …
- Hvad skal vi lave nu? Hvad med arden, som vi var i gang
med? spurgte jeg Holt.
- Den er væk, hviskede han næsten uhørligt.
- Arden?
Jeg kiggede rundt for at finde ud af, hvad det var, der
var væk.
I det samme dukkede Pils kønne hoved op i døråbningen.
- Er her nogen?
Jeg kiggede over på Holt, men han svarede ikke.
- Ja, vi er her, sagde jeg.
Holt kiggede op for at se, hvem det var. Et lille smil
gled over hans læber, men det forsvandt hurtigt igen.
Pil havde kjolen med.
- Skal vi ikke give hende … mig … kjolen på?
Spørgsmålet blev hængende i luften. Pludselig forstod jeg,
hvad det var, der var væk.
- Den er væk, mumlede Holt igen.
Han rejste sig op, stirrede tomt ud i værkstedet og slog
opgivende ud med armene.
- Jamen … hvor er figuren? spurgte Pil.
Hun kiggede på Holt og så på mig og på Holt igen.
- Væk, sukkede han.
- Jamen, den kan da ikke bare forsvinde, klynkede jeg.
I et par sekunder var der så stille, at man kunne høre
vinden suse mod tagets strå. Holt sad bare og stirrede ud i luften. Lyden af
mænd udenfor huset var næsten skræmmende ovenpå stilheden.
- Goddag Holt, sagde høvdingen med sin dybe stemme.
Holt så på ham.
- Goddag.
- Holt, vi er kommet for at gøre figuren klar til
ofringen. Pil siger, at den er færdig.
- Far, sagde Pil. - Figuren er væk.
- Hvad siger du? Hvem kan finde på at tage figuren. Er den
stjålet?
Holt trak på skuldrene. Da så jeg, at store tårer løb ned
mellem skægstubbene på hans kinder. Der er ikke noget så ubehageligt, som en
voksen mand, der græder. Og så min mester. Jeg følte mig så ensom som aldrig
før.
Høvdingen var rasende.
- Lad den onde gud tage ham, som kan finde på at stjæle
figuren! Hvis vi ikke ofrer til moseguden, dræber sygdommen os alle!
- Jeg kan lave en ny, foreslog Holt uden overbevisning.
Han vidste, at han aldrig kunne lave sådan en figur igen.
- Det er der ikke tid til! sagde høvdingen. – Vi skal ofre
nu til vintersolhverv, ellers er vi alle fortabte.
Der blev stille i værkstedet. En uhyggelig, trykkende
stilhed. En uheldsvanger stilhed, som kun kunne brydes af mere ulykke.
- Figuren lignede mig, sagde Pil stille. – Det var mig.
Det må være gudernes vilje, at den skulle gå tabt. De vil ikke have en
menneskelignede figur, de vil have mig.
Ingen sagde noget.
- Det vil være en ære for mig, sagde hun og så lige på sin
far, høvdingen.
- Mit barn, det er endnu ikke vintersolhverv. Der er endnu
fire dage, der må findes en anden løsning. Jeg vil tænke over det. Der skal
tænkes, ingen ord kan bruges lige nu.
Høvdingen gik med sine mænd.
- Pil, hvorfor sagde du det? spurgte Holt, da de var
borte. - Ingen skal ofres, fordi figuren er væk og slet ikke dig!
- Holt, det kan jo ikke blive ved det her. Sygdommen
spreder sig, vi er nødt til at gøre noget. Guderne vil dette, og det er en
pligt og en ære for høvdingens datter.
- Jamen … begyndte Holt med grødet stemme og tog hendes
fine hænder i sine store, grove.
Han lød som en lille dreng.
– Holt, jeg må gå nu.
Pil slap hans hænder og gik.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg lå
vågen hele natten. Det, tror jeg også, at Holt gjorde, for næste morgen virkede
han meget sløv. Efter lang tids arbejde, hvor ingen af os havde sagt noget,
kunne vi høre hornet tude. Det var det horn, høvdingen brugte, når vi skulle
samles ved det store egetræ.
Da Holt og jeg kom hen til træet, var de fleste der
allerede. Før sygdommen fyldte vi næsten hele pladsen, men nu var vi ikke
flere, end at vi næsten alle kunne være under det store træs brede krone.
Midt i forsamlingen stod høvdingen sammen med sin datter.
- Figuren er forsvundet! råbte han.
Først var alle helt stille, men så, næsten som på et
aftalt signal, begyndte de alle at råbe i munden på hinanden.
- Hvad sagde han?
- Er figuren væk!
- Jamen, hvem er det, der har taget den!
- Det kan ikke passe!
- Vi dør alle af byldepesten!
Angsten stod malet i deres ansigter.
- Stille! råbte høvdingen. - Vi må finde en løsning.
Så begyndte nogen at komme med forslag.
- Lad os ofre vores kvæg! lød det fra gamle Hugin.
- Aldrig. Så dør vi af sult. Hvad skal guderne med vores
kvæg, råbte Hartad.
Det var ved at udvikle sig til skænderi og slagsmål, da
Pils stemme pludselig skar tydeligt gennem al kævlet.
- Det nytter ikke noget, at I står og skændes. Det hjælper
ingen. Figuren lignede mig, lad mig blive ofret. Det er min pligt og en ære.
- Nej, råbte høvdingen bestemt. - Det tillader jeg ikke.
- Jo far! Det er gudernes vilje, sagde Pil. – Selv du kan
ikke sætte dig op mod dem!
Det var tydeligt, at høvdingen vidste, at han intet kunne
stille op.
Holt havde stået ved siden af mig under hele
forestillingen uden at sige en lyd, men nu stod han pludselig ved siden af Pil.
- Heller ikke du kan forhindre det, Holt, sagde hun
beslutsomt.
Holt nikkede.
- Godt. Rejs til guderne og hjælp os alle, sagde han. –
Jeg følger efter dig om kort tid. Så kan guderne ikke andet end være tilfredse.
Holt så på høvdingen. Han nikkede.
Ingen sagde noget, før smeden pludselig brød ud af
forsamlingen.
- Du får ikke min tilladelse! brølede han.
Pil kiggede forvirret rundt.
- Hvad mener du? spurgte Pil. – Vil du have, at vi alle
dør?
- Smeden så på høvdingen og forventede, at han skulle sige
noget, men han sagde ingenting.
- Jeg vil ikke have, at du bliver ofret! råbte Bjørn. – Du
skal være min kone, ikke gudernes.
Jeg kunne se på Holt, at han følte sig dårligt
tilpas.
- Bjørn? sagde høvdingen roligt. – Det her er ikke noget,
du beslutter, det er noget, guderne bestemmer.
- Jamen, hun er lovet til mig!
- Og du står højere end guderne?
Smedens blik flakkede fra Pil til forsamlingen og tilbage
igen. Så vendte han sig og løb. Han løb hen over marken, ned mod mosen. Han
forsvandt mellem en gruppe elletræer. Det var det sidste, nogen så til smeden
Bjørn.
Holt og Pil så på en måde lykkelige ud. I hvert fald var
det tydeligt, at de var sikre på, at de gjorde det rigtige. Måske tænkte de
ikke på, hvad der skulle ske dem til vintersolhverv. Det var egentlig
uhyggeligt, men det var ikke noget, der kunne ses i deres ansigtsudtryk. De var
nok lykkelige, ja.
Men den dag, hvor Pil skulle ofres, var udtrykket i hendes
og Holts øjne ikke lykkeligt. Hele landsbyen var samlet ved mosen for at se
ofringen. Pil stod ved høvdingens side. Mændene i byen havde været tidligt oppe
for at gøre klar.
Høvdingen blæste i hornet. Pil havde et smukt skind om
skulderen, og hendes hår var opsat i en fletning. Pil gik forrest sammen med
sin far. Efter dem kom resten af hendes familie og derefter hele byen. Pil og
høvdingen gik hen til rebet. Hendes far lagde rebet om hendes hals.
Høvdingen selv og to af hans mænd trak i rebet. Kun en
lille skælven viste, at Pil var død.
Derefter blev hendes krop lagt ned i mosen.
Tårerne løb ned af kinderne på Holt.
Den dag Holt skulle ofres, var stemningen mærkelig. Han
havde fået en portion grød et par timer forinden. Høvdingen blæste i hornet. De
var der alle omkring træet skælvende af kulde. Det varede ikke længe, før Holt
blev hejst op i træet.
Måske er det virkelig slut. Måske var
vores ofre ikke forgæves.
Måske har vi stadig de onde ånder blandt os. Måske bryder
bylderne ud igen i morgen. Og hvad nytter det så? Så er vi alle sammen
fortabte.