Ellingkvinden
Tollundmanden er ikke det eneste moselig, man har fundet i Bjældskovdal - mindst tre er fundet i tidens løb. Et blev fundet i 1927 og dækket umiddelbart efter igen, da en grøft skred sammen over det - muligvis ligger der rester af det endnu i mosen.
I 1938 gravede landmand Jens Zakariassen tørv. Han stødte på noget, han i første omgang troede var et dyr, der var druknet i mosen. "Dyret" viste sig at have et bælte af vævet uld om livet, og da blev han klar over, at det var et arkæologisk fund.
Nationalmuseet blev tilkaldt og på samme måde som med Tollundmanden blev det bragt til København og undersøgt. Bagsiden af liget var meget velbevaret, men forsiden var imidlertidigt stærkt ødelagt, og man kunne ikke engang se, om det var en mand eller en kvinde.
Men man kunne se, at den velbevarede frisure havde en fletning der var snoet i en knude. Liget var klædt i en skindkappe af fåreskind, og et tæppe eller en kappe af oksehud var viklet omkring benene.
Ellingkvinden blev fundet kun 80 meter fra hvor Tollundmanden senere blev fundet, men vakte ikke på dette tidspunkt særlig stor opmærksomhed. Det skyldes først og fremmest, at det ikke var muligt at datere liget dengang. Først i 1976 gik arkæologer, retsmedicinere, røntgenlæger, retsodontologer samt nationalmuseets kulstof-14 laboratorium i gang med at undersøge liget nærmere, efter det var fundet frem fra magasinets mørke.
På røntgenfotografier kunne man se, at det drejede sig om en kvinde på omkring 25 år, og det bekræftede tandlægen.
Retsmedicinerne kunne på fotografier taget i 1938 se, at der var en tydelig hængningsfure om halsen - hun var hængt ligesom Tollundmanden.
Samtidig afslørede en kulstof-14 datering, at hun var død på næsten samme tid som Tollundmanden - 280 år før Kristi fødsel. - Måleusikkerheden gør dog, at vi ikke kan sige, om Ellingkvinden og Tollundmanden er lagt i mosen på næsten samme tid, eller om der måske har været 100 års mellemrum mellem de to ofringer.
Blandt de ting, Nationalmuseet havde hjemtaget i 1938 var et reb lavet af sammensyet skind, og det er sandsynligvis med det, hun er blevet hængt.
Kappen, hun havde haft på, var delvis ødelagt, men kunne dog undersøges. Den var syet med en meget fin tråd akkurat som den på Tollundmandens hat. Enkelte steder var der lavet reparationer med en tyk lædersnøre - sandsynligvis en reparation lavet i landsbyen. Den fine syning på billedet kunne til gengæld kun laves af folk, der var trænet i det.
Halslinningen på kappen var meget velbevaret, og man kunne se, at den havde haft en form for lukning. Ud fra mange andre fund ved vi, at sådan en kappe var den almindeligste form for beklædning i den tidlige jernalder. Den blev brugt både af mænd og kvinder. Ofte bar man to udenpå hinanden, den inderste med hårsiden indad, og den yderste med hårsiden udad, så kapperne både isolerede og holdt folk tørre i regnvejr.
Frisuren blev nøje undersøgt. Man kunne se, at det drejede sig om en fletning der startede midt på hovedet, gik ned til nakken og endte i en knude. Håret er rødt, hvilket nok skyldes at det er farvet af mosevandet. Alligevel er det mere mørkt end Tollundmandens, og det kan tyde på, at hun har været mere mørkhåret end ham. Ud fra frisuren kunne man se, at hendes hår havde været ca. en meter langt.
For at lave frisuren, starter man med at lave en almindelig fletning af håret lige oven på hovedet. Ved hårgrænsen i nakken fletter man resten af håret ind i fletningen, som deles op i syv dele. Dem fletter man sammen to, to og tre. Forneden ender fletningen i to snoede piske.
Den dag, kvinden blev hængt, var fletningen bundet op i en knude i nakken, som på billedet. Hvis knuden ikke var bundet, kunne fletningen hænge løst ned ad ryggen, og den ville da være ca. 90 cm lang.
Efter hun var død, blev hun begravet i en tørvegrav. Omkring fødderne blev der svøbt et stykke af et slag eller tæppe lavet af kohud. Kvinden blev lagt på venstre side med hovedet mod nord og fødderne mod syd.
|
|